Brændeovne er i dag særdeles populære i private boliger.
Ud over at være et varmemæssigt supplement til boligopvarmningen i
vores huse, er der megen hygge forbundet med at kunne se og høre
det brændende træ. Det skal helst fortsætte med at være hyggeligt
og du bør derfor overholde vores brandgode råd og undgå brand i din
skorsten:
- Brug kun tørt og rent
brænde
(vådt brænde danner glanssod = risiko for
skorstensbrand).
- Sørg for rigelig lufttilførsel til
brændeovnen
(iltfattig forbrænding danner glanssod = risiko for
skorstensbrand).
- Er uheldet ude, så luk for
lufttilførslen
(giver skorstensbranden dårlige betingelser).
- Forsøg ikke at slukke en skorstensbrand med
vand
(kan få skorstenen til at
revne).
- Tilkald brandvæsenet (112) straks, hvis du har
stråtag!
- Efter en skorstensbrand må skorstenen ikke
anvendes igen, før den er synet af
skorstensfejeren.
Skorstensbrand
Du kan som regel kende en skorstensbrand ved, at der sker
en meget kraftig opvarmning af skorstenen og der kan udsendes
gnister og gløder fra skorstenen.
Når vi kommer frem, er vores primære opgave at sikre, at
de nedfaldende gnister og gløder ikke antænder andre materialer.
Det kan være dit tag, indbo og i blæsevejr også de omkringliggende
boliger, bevoksning m.v.
Selve branden i soden kan vi ikke slukke uden risiko for,
at din skorsten revner. Den får derfor lov til at brænde ud under
vores kontrol. Om nødvendigt fremskynder vi forbrændingen ved at
løsne soden og skabe bedre træk i skorstenen med en tung kugle i en
kæde.
Brug det rigtige brændsel
Det er vigtigt, at du kun bruger det brændsel, som din
brændeovn er beregnet til. En brændeovn kan altid brænde
almindeligt rent træ.
Vil du bruge andre typer brændsel, så skal du sikre dig,
at ovnen er i stand til at afbrænde det korrekt. På DS-mærkede ovne
står der, hvilke brændsler ovnen er godkendt til.
Selvom det er fristende, så skal du aldrig afbrænde plast,
affald fra husholdningen eller spånplader, plastlaminatplader,
maledt eller behandlet træ (f.eks. trykimprægneret) i din
brændeovn.(Det er iøvrigt også ulovligt)
Korrekt optænding
Det er vigtigt, at temperaturen i ovnens brændkammer og i
skorstenen hurtigt bringes op og holdes tilpas høj. Ellers vil en
del af røggasserne afsættes i skorstenen som sod.
Det gør du bedst ved at tænde op med rigeligt krøllet
avispapir og pindebrænde samt ved at tilføre rigeligt med luft. En
vis skorstenstemperatur er også en forudsætning for hurtigt at
kunne regulere lufttilførslen, når der lægges større stykker brænde
i ovnen.
Du skal dog ikke fylde mere i ovnen, end der er brug for.
Gør du det, bliver du hurtigt nødt til at kvæle forbrændingen,
fordi der bliver for varmt i rummet. Den bedste forbrænding opnås
ved at påfylde brænde tit og i mindre mængder. Det kaldes
klatfyring.
Med denne fyringsmetode opnår du blandt flere fordele, at
der afsættes mindre sod i ovnens røgkanaler og skorsten og herved
mindskes risikoen for skorstensbrand.
Sod og kondens i skorstenen
Hvis din brændeovn og selve forbrændingsforløbet fungerer
optimalt, er sodafsætningen i skorstenen minimal. Bruger du vådt
brænde eller andet der ikke er beregnet til afbrænding eller
betjener din ovn forkert, så kan der dannes store mængder af
såkaldt glanssod, som afsættes på skortenens indvendige side samt i
aftrækskanaler fra ovnen eller fyret til skorstenen.
Bliver temperaturen i en skorsten, hvor der er afsat
glanssod, for høj, kan soden antændes. Du har nu en
skorstensbrand.
Under branden udvider glanssoden sig kraftigt, hvilket
bevirker en formindskelse af skorstenens frie gennemstrømningsareal
eller, i sjældne tilfælde, en tilstopning af skorstenen.
Sod eller kondens i skorstenen er ødelæggende og
ildelugtende og det kan koste dyrt, hvis det ikke stoppes i
tide.
Kondens opstår, når vanddampen i røgen køles ned til under
ca. 50 grader C. Dette sker naturligt på skorstenens koldeste
steder, som er ved skorstenstoppen og på et eventuelt koldt
uisoleret loftrum. Kondensen trækker ud i skorstenens fuger og
mursten og opløser den sod, som sidder der. Soden trækker så med ud
gennem skorstenens sider. Efter nogen tid kan man se brune og
brunsorte skjolder på skorstenens ydersider og på loftet ved
etageadskillelsen.
For at forebygge kondens i skorstenen kan man isolere
skorstenen indvendigt. Der findes flere produkter på markedet, så
rådfør dig med skorstensfejeren om, hvilket produkt der passer
bedst til din skorsten.
Brændeovnen
Der findes et utal af forskellige typer og modeller og naturligvis
i alle prisklasser.
Konvektionsovne fungerer ved, at luften ledes gennem
kanaler på ovnen, hvorved den opvarmes inden den slippes ud i
rummet. Konvektionsovne afgiver mest strålevarme fra forsiden,
hvorfor man kan anbringe en sådan ovn i selv små rum.
Almindelige brændeovne virker ved strålevarme og er umulig
at sidde nærmere end ½ til en hel meter fra, når den er blevet
varm.
Der findes 2 grupper af ovne: DS-godkendte og ikke
DS-godkendte og opstillingsreglerne for de to typer er ikke ens. Du
skal derfor være meget omhyggelig med at læse reglerne først. Ved
tvivl bør du henvende dig hos den lokale skorstensfejermester, der
kan hjælpe med alt vedrørende opstilling af brændeovne.
Det er samtidig af yderste vigtighed, at din skorsten er
egnet til brændeovnsfyring. Du bør derfor ikke selv opstille en
brændeovn uden at kontakte skorstensfejeren først. Det er ærgeligt
og dyrt at skulle lave det hele om.
Skorstensfejning
Skorstene hvor der er tilsluttet et ildsted til fast brændsel, er
omfattet af brandlovens bestemmelser om skorstensfejning (gælder
ikke i Københavns kommune) og skal anmeldes til kommune via den
lokale skorstensfejermester.
Du er Velkommen til at kontakte Frederikssund-Halsnæs
Brand og Redningsberedskab på telefon 4735 1950.
Til orientering kan oplyses at Frederikssund og
Halsnæs Kommuner har lavet aftale med følgende
skorstensfejermestre.
Distrikterne følger de gamle kommunegrænser:
Jægerspris og Skibby
Skorstensfejermester Søren Bryde
Kirkevænget 9
3630 Jægerspris
Tlf.: 47 53 19 12
Email: sb@skorstensfejermester.dk
Web: http://www.skorstensfejermester.dk
Jens Bonde Sørensen
Askevej 14
Skuldelev
4050 Skibby
Tlf.: 47 38 60 03
Slangerup og
Frederikssund
Skorstensfejer Børge Salling Nielsen
Støberivej 12 B
3660 Stenløse
Tlf.: 47 17 00 08
Email: bsalling@nypost.dk
Frederiksværk og Hundested
Skorstensfejeren i Halsnæs
Skorstensfejermester Lars Larsson
Lille Kregmevej 23 B
3300 Frederiksværk
Tlf.: 47721242 Fax: 47725488 Mobil: 40422391
Email: larsson@skorstensfejeren.dk